Trends hyggelige klubhus var igen rammen om den kommunale Sommerskoles lystfiskerhold, der i år bestod af 15 drenge og 4 piger. To af juniorafdelingens ældste medlemmer, Karl og HP, var igen uvurderlige hjælpere for den gamle juniorleder. – Efter to dage med fiske-teori, knude-binding og kastetræning – med afsluttende konkurrence - var alle klar til det praktiske fiskeri.
Først besøgte vi Farsø Sø, hvor der vanen tro var fangstgaranti til alle – og hvor vort medlem, Jack, blev dagens storfanger med 13 skaller og 6 aborrer.
Derpå besøgte vi den lille, idylliske sø i Fjelsø, hvor karperne var lidt knibske. Her brillerede et andet af vore medlemmer, Christopher, med 2 karper efter en koncentreret indsats, mens Lykke fangede ugens eneste karusse.
Finalen foregik ved Gunderup Fiskesø, hvor Lykke igen brillerede med hele 2 flotte regnbuer (b.la. den tungeste – og den talentfulde frøken var i øvrigt den eneste deltager, der fik fisk alle tre dage!), Naya fangede uges eneste (og meget flotte) bækørred, Christian en flot regnbue, mens Otto scorede 2 regnbuer, bl.a, den længste. – De to sidstnævnte fyre har allerede meddelt, at de gerne vi være medlem af juniorafdelingen. De er meget velkomne - og mon ikke flere har lyst til at være med?
Du kan se mange flere fotos fra årets Sommerskole på vor Facebook-side Trend å Juniorafdelingen