Konfirmationerne har øjensynligt strakt sig over lang tid i år og det har betydet mange frameldinger til vore ture – som ventet også til Lystfiskeriets Dag i lørdags. Alligevel var det lidt skuffende, at kun én junior, nemlig vor friske fiskepige, Nanna, mødte. Jeg havde nemlig sendt indlæg og fotos til kommunens tre ugeaviser samt til lokale Facebook-sider i Løgstør, Aars, Farsø og Aalestrup – og vi var samtidig begunstiget af rimeligt godt og tørt vejr.
Heldigvis har Nannas mor, Line, ambitionen om at lære at fiske, så hun fik lidt basis-instruktion og viste gode takter. Desuden havde Louise Holm og hendes fiskeglade, litauiske forlovede, Eimantas, tilmeldt sig og en 50 cm gedde huggede som en trold af en æske lige foran Louises fødder. Instinktivt prøvede hun umiddelbart at løfte den på land, men krogen slap på halvvejen og hun måtte nøjes med insulin-chocket! Gemalen havde også kontakt med en gedde, men mere blev det ikke til. – Farsø Sø var ikke i sit gavmilde hjørne (og bekymrende nok mere grøn af alger end tidligere set!) og mærkeligt nok var skallerne helt fraværende. Formodentlig fordi de havde travlt med gydningen…
Det var vor ”gamle” junior, Morten Bøgehøj (Niels Ib’s plejebarn, som nu er fuldvoksen), der genudsatte dagens eneste gedde. Morten gav desuden lovning på, at han gerne fremover vil give en hånd med i klubarbejdet. Det er vi meget glade for! – Endelig kom formand Per forbi og bidrog til en hyggelig dag trods de fraværende juniorer – og helt fortjent fik Nanna dagens eneste præmie: En lækkert sæt let ABU spinnegrej, som hun nok skal få meget glæde af.